Jeg har i mange år bøvlet med at være utrolig hård mod mig selv. Der er ikke blevet holdt tilbage med selvkritikken, og jeg har haft en nærmest indædt trang til altid at presse mig selv. Bekymringer af mange forskellige slags har stået i kø for at blive vendt og drejet, for hvad nu hvis… Kender du det?
Så ved du også, at det på ingen måde føles rart, men at det samtidigt føles som noget, der sker automatisk. Og forklaringerne på, hvorfor det er nødvendigt, føles både rigtige og sande.
Jeg har på forskellige måder forsøgt at bløde op på disse strategier. For selvom det er selvbeskyttende strategier, der ubevidst er skabt for, at jeg kan oplevelsen af, at jeg kan klare mig (selv) og for at undgå ubehag, så både kommer de af frygt og avler mere frygt.
Det du tænker gør en forskel
Da jeg læste bogen ”Vejen ud af smerte” af Alan Gordon, fik jeg en aha-oplevelse. For selvom jeg havde en klar fornemmelse af, at bekymring, pres og selvkritik påvirkede mine fysiske smerter, og opblødningen af dem formindskede smerterne, var jeg ikke sikker på sammenhængen.
Men det viser sig, at størstedelen af mennesker der udvikler kroniske neuroplastiske smerter, netop bekymrer sig meget eller presser sig selv eller udøver hård selvkritik eller alle tre!
Og jeg har egentligt aldrig set mig selv som frygtsom eller ængstelig, men erkendelsen af disse psykologiske strategier eller vaner er skabt af frygt, fik tingene til at falde på plads. Ikke som en ”så er det min egen skyld”, men som en motivation til at arbejde endnu mere med at skrue ned for frygten i dens mange former.
For vi kan meget vel have levet liv, der har betinget os til generelt at reagere med mere frygt end godt er. Også selvom vi overordnet har haft et godt liv og en god barndom. Disse strategier kan snige sig ind på mange måder, uden det nødvendigvis er dramatisk eller traumatisk.
Men faktum er, at frygt er smertens brændstof, og jo mere frygt jo flere smerter.
I Holland lavede forskere på et tidspunkt et forsøg med mennesker med lændesmerter for at se på forholdet mellem smerter og frygt. Man spurgte ind til graden af frygtsomhed hos deltagerne, og 6 måneder efter havde de mest frygtsomme flest smerter. Og det var uafhængigt af, hvor længe de havde haft smerter inden, og hvor slemme smerterne var.
Forskere har også undersøgt forholdet mellem smerte og frygt ved at forårsage smerte med en varm sonde samtidig med, at deltagerne så enten positive eller skrækindjagende billeder. Og de negative billeder forstærkede smerterne – og endnu mere interessant fremkaldte disse billeder også indimellem smerter uden den varme sonde rørte huden.
Så kroniske smerter er blot endnu en grund til at begynde at forholde dig til dig selv og dine mønstre. Og til at tænke på og om dig selv med større venlighed, rummelighed og kærlighed.