Jeg kan ikke understrege nok, hvor hæsligt det er som en med kroniske smerter at blive mødt med mistroen om, at ens smerter ikke er reelle! Og hvis vi så oveni står uden beviser i form af diagnoser, scanninger eller andre testresultater for vores smerter, kan man næsten blive skør af tvivlen. Eller hvis beviserne er der, men symptomerne stikker i mange retninger. Eller hvis diverse behandlinger ikke virker, og vejen videre bliver mere og mere uklar.
Magtesløsheden bliver enorm. Og jo flere gange vi oplever, at håbet om afklaring og bedring bliver afløst af skuffelse, jo sværere er det at genfinde håbet og fortsætte.
Og når du så møder sådan en som mig, der godt nok selv har haft kroniske smerter. Men som taler om, at mange mennesker med kroniske smerter har neuroplastiske smerter, der kan reduceres eller elimineres ved at skrue ned for frygtmekanismerne. OG at det er en fejlfortolkning i hjernen, og at der ikke nødvendigvis er noget galt i kroppen. Så kan jeg godt forstå, hvis du tænker ”tror du, det er noget, jeg bilder mig ind?”
Eller bliver irriteret og skuffet over, at du har haft kroniske smerter i utrolig mange år med alt det negative, det har bragt med sig, og så findes der faktisk en metode, som du er ikke er blevet præsenteret for, men som åbner for mulighederne for at komme smerterne til livs.
Jeg forstår fuldt ud, hvis du er skeptisk. Men hvis der også er en åbenhed, er det alt, hvad jeg be’r om i forhold til at undersøge om dine smerter er neuroplastiske.
Hjernen er ikke altid til at stole på
Hjernen er bare finurlig. Og hvis vi kan slippe konflikten om, at smerter er reelle eller indbildte, og i stedet sætte fokus på om ’skaden’ i eller på kroppen er oplevet sand eller et faktum, og i sidste tilfælde om det reelt er det, der forårsager smerterne, så er der en åbning. For hjernen kan som nævnt sagtens producere smertesignaler uden, at der er sket nogen skade eller noget er galt. Det betyder bare ikke at smerterne ikke er reelle!
Mange forsøg er lavet, hvor forskere undersøger dette. På et medicinsk universitet i Texas udsatte man en stor gruppe studerende for elektriske stød i hjernen, der ville forårsage en midlertidig hovedpine. Det var selvfølgelig ikke rigtige stød, men et apparat og en lyd der simulerede det. 66 % af deltagerne fik herefter hovedpine.
På universitetet i Pittsburg har man undersøgt, om man med hypnose kan fremkalde smerte. Deltagerne fik scannet hjernen, mens de først blev udsat for smerte af en varm sonde og dernæst fik induceret smerte via suggestioner (altså den type sætninger der bruges i hypnose og mentaltræning). Hjernescanningerne viste, at det var præcis de samme områder i hjernen, der lyste op ved aktuel smerte og ved forestillet smerte.
Så selvom hjernen er fantastisk, kan den også lave fejl. Og den gode nyhed er, at de fejl kan vi korrigere med Pain Reprocessing Therapy, PRT.